Om ventiler

En ventil er en enhed som i et system bestående af væske eller gas har til opgave, at kontrollere og regulere gennemstrømningen. Under kategorien ”ventil” udspringer der sig et utal af ventiltyper afhængig af funktion, og findes i mange applikationer i private hjem, indenfor industri, over/under vand – sågar i menneskets krop.

Der findes 2 hovedkategorier af ventiler: åbne/lukke ventiler (eller afspærringsventiler) samt reguleringsventiler. Afspærringsventilen har en simpel funktion – at åbne og lukke for gennemstrømning – men kan udføres på mange måder og med mange ventiltyper. Med reguleringsventilen vil opgaven typisk være en regulering af mediet der løber gennem ventilen. Dette kunne eksempelvis være reduktion af væskeflow, reduktion af udgangstryk, omdirigering af flow og lignende. Lige meget hvilken type ventil der er tale om, kræves der en aktivering, som kunne være et simpelt håndtag, pneumatik eller hydraulik, en motor eller en solenoide (som anvendes i magnetventiler). Med disse styringsformer kan flow og tryk kontrolleres og reguleres på alle måder, fra en helt simpel manuel betjening til fuldautomatisk fjernstyring.

Som nogle af de mest almindelige afspærringsventiler kan nævnes kugleventiler, butterflyventiler, spjældventiler (skydespjæld), slangeventiler, skråsædeventiler, magnetventiler samt svømmeventiler. Hver type har sin egen funktion og med egenskaber og begrænsninger afhængig af applikationstypen. Her er kugleventilen en ideel løsning for hurtig åbne/lukke funktion uden tryktab, hvor butterflyventilen finder sin berettigelse på større rørsystemer.

Reguleringsventiler er en omfattende kategori men kan forklares kort med regulering af flow og tryk fra eksempelvis 0 – 100 %. Her vil sædeventil, trykreduktionsventil, membranventiler, nåleventil, overtryksventiler samt sikkerhedsventiler være typiske ventiltyper. Membranventiler til regulering af væskeflow, samt trykreduktionsventil til styring af eksempelvis udgangstryk vil være meget anvendte ventiler, men også overtryksventiler samt sikkerhedsventiler anvendes i høj grad for sikring af bl.a. vandinstallationer og pumpesystemer.

Ventiler fremstilles i et væld af materialekombinationer indenfor både metal og plast. Materialer som messing, kulstofstål, rustfast stål samt de mere eksotiske typer som Hastelloy® og titanium kan også anvendes. Tales der om ventiler udført i plast vil PVC, PP, PVDF, PA samt POM være meget anvendte materialer. Med så mange materialekombinationer kan der oftest findes en løsning til alle typer medier og under alle konditioner.