Om magnetventiler
Hvad er magnetventiler
En magnetventil er en elektromekanisk anordning, hvori en solenoid/spole anvender en elektrisk strøm til at danne et magnetfelt og derved betjene en mekanisme, der regulerer åbningen af væskestrømmen i en ventil. En elektrisk solenoid består af en oprullet elektrisk ledning, en slags elektrisk spole og en massiv magnetisk fjederbelastet cylinder fremstillet i jern. Når spolen gennemløbes af primær jævnstrøm, virker spolen som en elektromagnet. Cylinderen bliver som resultat trukket ind i spolen. Spolens formål er at kunne virke som en slags lineær mekanisk motor med kort vandring, men med relativt stor kraft. Den drives af elektricitet, hydraulik eller trykluft.
Der findes mange variationer af magnetventiler. Almindelige ventiler kan have mange porte og åbninger. En 2-vejsventil har for eksempel 2 porte. det betyder at hvis ventilen er åben, så er de to porte forbundet og væsken kan strømme mellem portene. Hvis ventilen derimod er lukket, er portene isoleret. Hvis ventilen er åben, når der ikke tilføres strøm til spolen, kaldes ventilen normalt åben (N.O.). På samme måde, hvis ventilen er lukket, når der ikke er strøm til ventilen så kaldes ventilen normalt lukket (N.C.) Der er også 3-vejs ventiler og mere komplicerede designs. En 3-vejsventil har 3 porte, hvilket betyder at den forbinder en port til en af de to andre porte. Det vil typisk være en indløbssport og en udløbsport.
Når der opstår høje tryk og store åbninger, kræves der høje kræfter. For at generere disse kræfter kan det være muligt at indføre en internt styret magnetventil. I et sådant design anvendes trykket til at generere de høje ventilkræfter. En lille magnetventil styrer, hvordan trykket bliver brugt. I nogle magnetventiler virker solenoiden/spolen direkte på hovedventilen. Andre bruger en lille, komplet magnetventil, kendt som en pilotventil, til at aktivere en større ventil. Mens den anden type faktisk er en magnetventil kombineret med en pneumatisk aktiveret ventil, sælges og pakkes de som en enkelt enhed kaldet en magnetventil. Pilotventiler kræver meget mindre strømstyrke, men de er mærkbart langsommere. Pilotventiler har som regel brug for fuld styrke til at åbne og være åbne, hvor en direkte virkende magnetventil kun har brug for fuld effekt i en kort periode for at åbne den og kun lav strøm til at holde den.
En magnetventil har to hoveddele: spolen og ventilen. Magnetventilen omdanner elektrisk energi til mekanisk energi, som igen åbner eller lukker ventilen mekanisk. En direktevirkende ventil har kun et lille strømningskredsløb. Magnetventiler kan bruge metalforseglinger eller gummitætninger, og de kan have elektriske grænseflader for at muliggøre nem kontrol. En fjeder kan bruges til at holde ventilen åbnet (N.O.) eller lukket (N.C.), mens ventilen ikke er aktiveret. Når membranen lukker ventilen, reduceres trykket på udløbssiden, og det større tryk på indløbet holder ventilen endnu mere tæt lukket. Således er fjederen irrelevant for at holde ventilen lukket. Når magneten igen er deaktiveret, og passagen er lukket igen, så har fjederen meget lille kraft til at skubbe membranen ned igen, og hovedventilen lukker. I praksis er der ofte ikke nogen særskilt fjeder. Membranen er støbt, så den fungerer som sin egen fjeder og den foretrækker at være i lukket form.
Magnetventiler er afhængige af trykforskellen mellem indgang og udgang, da trykket ved indgangen altid skal være større end trykket ved udgangen, for at det kan fungere. Hvis trykket ved udgangen af en eller anden grund stiger over indgangen, så åbnes ventilen uanset spolens og pilotventilens tilstand.