Salgs- og leveringsbetingelser for Iversen Trading ApS

1. Anvendelse
Nærværende salgs- og leveringsbetingelser for Iversen Trading ApS (herefter benævnt ”IT”) finder anvendelse på alle aftaler om levering af materiel, herunder levering af tekniske systemer, komponenter, reservedele og andre fysiske varer, som indgås mellem IT og IT´s kunder (herefter benævnt ”kunden”). Fravigelse af salgs- og leveringsbetingelserne, f.eks. i form af kundens indkøbsbetingelser, kan alene ske ved skriftlig accept fra IT.

2. Aftaleindgåelse
Tilbud afgivet af IT bortfalder 30 dage fra afgivelsesdagen. Afgivne tilbud kan dog til enhver tid frit tilbagekaldes eller ændres. Afgivne tilbud er først forpligtende for IT, når IT ved ordrebekræftelse har accepteret kundens ordre.

3. Priser
Medmindre andet er anført, er alle priser opgivet i danske kroner og eksklusiv merværdiafgift (moms), emballage og fragt. Alle priser i tilbud og ordrebekræftelser er dagspriser. Ændrede priser fra underleverandører samt ændringer i offentlige afgifter, toldsatser, valutakurser, råvarepriser, og lignende kan medføre regulering af priserne på leveringsdagen.

4. Produktinformation
Oplysninger i produktinformation og prislister er kun bindende, i det omfang aftalen udtrykkeligt henviser til disse. IT vil efter bedste evne rådgive kunden om valg af produkter og disses funktioner. Det er dog udtrykkeligt aftalt, at sådan teknisk rådgivning og bistand ydes uden beregning, og IT påtager sig ingen forpligtelser eller ansvar for så vidt angår sådan rådgivning og bistand eller for opnåede resultater.

5. Betalingsbetingelser, renter, tilbageholdsret m.v.
Medmindre andet er aftalt, skal betaling ske senest 30 dage netto kontant. Såfremt kunden ikke betaler et skyldigt beløb rettidigt, er IT berettiget til at beregne sig morarente af det skyldige beløb med 2 % pr. påbegyndt måned. IT har ved forsinket betaling ret til at suspendere opfyldelsen af sine forpligtelser overfor kunden vedrørende den konkrete leverance eller vedrørende eventuelt andre retsforhold parterne imellem.
Undlader kunden at modtage materiel på den aftalte dag, skal betaling desuagtet erlægges, som om levering havde fundet sted i henhold til parternes aftale. Kunden er ikke berettiget til at bringe IT´s krav på betaling til ophør ved modregning eller til at udøve tilbageholdsret, uanset om kundens krav måtte hidrøre fra nærværende eller andre retsforhold mellem parterne. Hvis det er aftalt, at materiel eller en ydelse skal leveres i flere delleverancer, og det er aftalt, at kunden skal faktureres efter levering af sidste delleverance, er IT berettiget til a conto fakturering af hidtidige  delleverancer, hvis kunden udskyder senere aftalte leveringstidspunkter.

6. Ejendomsforbehold
Alt materiel, der leveres af IT, forbliver IT´s ejendom, indtil betaling af samtlige beløb vedrørende leverancen, herunder alle renter og omkostninger, er erlagt fuldt ud.

7. Levering
Aftalte leveringsklausuler fortolkes i henhold til de ved aftalens indgåelse gældende incoterms. Er der ikke aftalt en leveringsklausul, skal levering ske Ex-Works Sintrupvej 7, 8220 Brabrand. IT kan efter eget valg foretage delleverancer og delfaktureringer med mindre andet er aftalt.

8. Leveringstid, forsinkelse, erstatning ved forsinkelse
Hvis forsinkelse med levering skyldes nogen omstændighed, som i henhold til pkt. 12. udgør en ansvarsfrihedsgrund eller skyldes kundens handling eller undladelse, forlænges leveringstiden i det omfang, hvormed det efter omstændighederne skønnes rimeligt. Leveringstiden skal forlænges, selv om årsagen til forsinkelsen indtræffer efter udløbet af den oprindeligt aftalte leveringstid.
Hvis IT ikke leverer det aftalte i rette tid, og dette skyldes uagtsomme forhold hos IT, skal kunden ved skriftlig meddelelse til IT fastsætte en sidste rimelig frist for levering og heri angive, at aftalen agtes ophævet, såfremt levering ikke sker inden for denne frist. Såfremt levering herefter ikke finder sted indenfor den angivne frist, er kunden berettiget til ved skriftlig meddelelse til IT at ophæve aftalen. Hvis kunden herefter hæver aftalen, har kunden krav på erstatning fra IT for de meromkostninger, der er påført kunden ved anskaffelse af tilsvarende materialer fra anden side, dog maksimalt 10 % af fakturaprisen for den del af leverancen, som er forsinket. Såfremt kunden ikke ophæver aftalen, har kunden ikke ret til erstatning som følge af IT´s forsinkelse. Kunden kan ikke ud over det anførte gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende overfor IT som følge af forsinkelse, jfr. i øvrigt pkt. 15.

9. Returnering
Leveret materiel kan kun returneres til IT efter forudgående skriftligt samtykke fra IT og senest 4 uger efter levering. Varer, der er hjemtaget individuelt på kundens foranledning, eller varer der er tilpasset individuelt efter kundens krav, tages ikke retur.

10. Ansvar for mangler
Kunden er forpligtet til straks ved modtagelsen af en leverance at foretage undersøgelse heraf med henblik på konstatering af manko eller andre synlige fejl. Reklamation skal ske inden 8 dage fra levering. I modsat fald er kunden afskåret fra at gøre mangelsindsigelser gældende. IT forpligter sig til inden for en periode af 1 år regnet fra leveringsdagen at afhjælpe materiel, der er mangelfuldt på grund af fejl i konstruktion, materiale eller fremstilling, jfr. pkt. 13. Sådan afhjælpning sker efter IT´s valg ved reparation eller omlevering. Afhjælpning sker efter IT´s eget valg enten hos kunden, hos IT eller på det sted, hvor materiellet/udstyret befinder sig/er installeret. Kunden er efter ønske fra IT forpligtet til for egen regning og risiko at returnere mangelfuldt materiel til IT med henblik på afhjælpning. Returnering af materiel til kunden efter afhjælpning sker for IT´s regning og risiko. IT´s forpligtelse vedrørende en mangelfuld del er opfyldt, når IT har leveret en efter gældende norm tilbørligt repareret eller udskiftet del til kunden. Reklamationer vedrørende mangelfuldt materiel skal foretages skriftligt og uden ugrundet ophold efter, at manglen er eller burde være kommet til kundens kundskab. Undlader kunden at reklamere rettidigt, fortabes retten til at gøre manglen gældende, herunder bl.a. til at kræve afhjælpning. Hvis IT ikke foretager afhjælpning inden rimelig tid efter, at kunden har reklameret, har kunden ret til efter forudgående skriftligt påkrav at ophæve aftalen for så vidt angår den mangelfulde del af leverancen. Hvis kunden hæver aftalen, har kunden ret til at kræve erstatning af IT for de meromkostninger, der er påført kunden ved anskaffelse af tilsvarende materiel fra anden side, dog maksimalt 10 % af fakturaprisen for den del af leverancen, der er mangelfuld. Såfremt kunden ikke hæver aftalen, har kunden ikke ret til erstatning i anledning af den mangelfulde leverance.
IT har intet ansvar for mangler eller for undladelse af at afhjælpe udover det ovenfor
anførte, jfr. i øvrigt pkt. 15.

11. Ansvar for tingskade forvoldt af leverancen – produktansvar
Kunden skal holde IT skadesløs i den udstrækning, IT pålægges ansvar over for tredjemand for sådan skade og sådant tab, som IT efter nedenstående punkter ikke er ansvarlig for over for kunden. IT er ikke ansvarlig for skade, forvoldt af leverancen: • på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, medens materiellet er i kundens besiddelse, • på produkter, der er fremstillet af kunden, eller på produkter, hvori disse indgår, eller for skade på fast ejendom eller løsøre, som disse produkter som følge af materiellet forårsager. I intet tilfælde er IT ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andre økonomiske konsekvenstab, jfr. i øvrigt pkt. 15. De nævnte begrænsninger i IT´s ansvar gælder ikke, hvis IT har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed. Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatning i henhold til dette punkt, skal denne part straks underrette den anden herom. IT og kunden er, uanset pkt. 16, gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod en af dem på grundlag af en skade eller et tab, som påstås forårsaget af det leverede materiel.

12. Ansvarsfrihed
Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimelig byrdefuld: arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herre over, såsom brand, krig, mobilisering eller militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.

13. Ansvarsperiode
Mangler ved materiel leveret af IT skal gøres gældende af kunden senest 1 år efter levering eller installationen, jfr. i øvrigt pkt. 10, idet kundens mangelsbeføjelser bortfalder herefter. IT er ikke ansvarlig for mangler, som gøres gældende efter udløb af omtalte frister.

14. Foranstaltninger ved risiko for skade
Såfremt mangelfuld levering af materiel på grund af risiko for skade kræver umiddelbare foranstaltninger, er kunden forpligtet til at foretage sådanne foranstaltninger, som kræves for at forhindre eller begrænse skaden, medmindre IT selv umiddelbart kan foretage dette. Kunden har krav på godtgørelse fra IT for de nødvendige omkostninger, som foranstaltningerne har medført.

15. Generelle ansvarsbegrænsninger, regres, bevisbyrde m.v.
IT´s ansvar for leverancer omfatter ikke mangler eller skader, som er forårsaget af urigtig anvendelse af materiel leveret af IT eller kundens eget udstyr eller manglende foranstaltninger, jfr. pkt. 14. IT er ikke ansvarlig for kundens tab som følge af mangler ved leverancer af materiel og/eller reparationsarbejder og service samt forsinkelser hermed, udover hvad der udtrykkeligt måtte følge af parternes aftale eller af nærværende vilkårs pkt. 8, pkt. 10 og pkt. 11. IT er således ikke ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste og andre følgeskader, indirekte tab og økonomiske konsekvenstab hos kunden. Begrænsningen gælder dog ikke, hvis IT har handlet groft uagtsomt. I det omfang IT pålægges ansvar overfor tredjemand for en skade forårsaget i forbindelse med opfyldelsen af parternes aftale, er kunden forpligtet til at holde IT skadesløs i samme udstrækning, som IT´s ansvar er begrænset i henhold til nærværende almindelige vilkår. Hvis tredjemand fremsætter krav mod kunden om erstatning for skade eller tab som angivet i dette punkt, skal kunden straks underrette IT om dette. Kunden har bevisbyrden for, at eventuelle mangler eller skader
kan henføres til handlinger eller forsømmelser fra IT´s side.

16. Tvister og lovvalg
Alle tvistigheder i anledning af parternes aftale eller som har sammenhæng med denne, afgøres ved de almindelige domstole med Retten i Århus som 1. instans. Enhver tvist mellem IT og kunden afgøres efter dansk ret.

Brabrand den 1. juli 2015